Referat af ordinær generalforsamling i gårdlauget Sønderdybet tirsdag den 11. juni 2014

 

 

Deltagere:

Ole Månsson, Ejerforeningen Sønder Boulevard 43/Krusågade 2 

Trine Otto (best.medlem i gårdlauget) og Rune Bagge Pedersen, A/B Krusågade 4-6 

Poul Lindberg Sørensen, A/B Klintholm (Dybbølsgade22/Krusågade 22-24) 

Lene Gardelius, beboerrepræsentant fra ejendommen Godsbanegade 17-19

Shamirra Aisinger (A/B formand og best.medlem i gårdlauget) og Henriette Christensen (best.suppleant i gårdlauget), A/B Godsbanegade 9-15 

Rikke Winther, A/B formand, Godsbanegade 5-7 

Ole Rindtoft (best.medlem i gårdlauget), Bo Karl Donslund og Hans Donslund (formand i gårdlauget), A/B Søndergodset (Sønder Boulevard 45/Godsbanegade 1) 

 

Formanden for gårdlauget Hans Donslund bød velkommen til den ordinære generalforsamling. 

 

1. Valg af dirigent

Trine Otto blev valgt som dirigent. Hun konstaterede at generalforsamlingen var lovlig indvarslet, dog afholdt for sent i forhold til vedtægterne, men beslutningsdygtig. Hans Donslund blev valgt som referent. 

 

2. Aflæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år

Hans Donslund aflagde bestyrelsens beretning. Hovedpunkterne var: 

Der er mange vedligeholdelsesarbejder de kommende år. Pælene omkring græsplænen midt i gården er rådne. Tilbud fra anlægsgartner på fjernelse af græsplænen og ændring til højbede, forbedret indretning i gårdens sydlige ende mm. lyder på 215.000 kr. Altså langt mere end hvad gårdlaugets økonomi rækker til. Derfor må der prioriteres eller tænkes anderledes. 

Gårdlaugets økonomi. Trods store vedligeholdelsesudgifter foreslår bestyrelsen ikke yderligere stigninger i bidrag, men at kassebeholdningen udnyttes og budgetterede udgifter i 2015 fremrykkes til 2014. 

Gårdmand er fortsat Polat. Det undersøges om gårdmandens opgaver kan udføres billigere af et servicefirma. 

Rotteproblemet ser ud til at være aftagende, måske endda løst efter kælderrenoveringer i ejendommene Dybbølsgade 24 og Sønder Boulevard 43/Krusågade 2. 

Om gårdens indretning rapporterede formanden om henvendelser fra ejendomme og beboere om bl.a. overdækning til barnevogne og cykelstativer. Bestyrelsen følger kommunens anvisninger om at der ikke må opføres yderligere overdækninger i gården udover hvad der er nødvendigt til affaldsrum. 

Kommentarer til beretningen: Ole Rindtoft gjorde opmærksom på at det også er påtrængende at vedligeholde de fælles adgange til gården. I Dybbølsgade 24 faldet pudset af væggene og der er huller i asfaltbelægningen i porten i Godsbanegade 1. På et spørgsmål fra forsamling svarede formanden at gårdlauget har vedligeholdelsesforpligtelsen på alle fælles adgange til gården, som ud over de nævnte også er i Godsbanegade 11 (renovation ind/udgang) og udgang fra gården i Krusågade 12. 

Rune Bagge Pedersen mente, at ideen med loppemarked er god og bør arrangeres igen, gerne med en grillmiddag om aftenen. Det bakkede forsamlingen op om. 

 

3. Forelæggelse og godkendelse af regnskabet med revisorpåtegning

Det omdelte regnskab blev gennemgået. Det viste et overskud i 2013 på 17.053 kr. mod budgetteret 905 kr. Der stod pr. 31/12 2013 109.223 kr. på gårdlauget bankkonto og egenkapitalen var 89.467 kr. 

Regnskabet blev godkendt.

 

4. Forslag fra bestyrelse og/eller medlemmer

Bestyrelsen stiller forslag om ændring af ordensreglernes punkt 2. Tidspunkt for nattero ændres fra alle dage kl. 21 til kl. 23 fredage og  lørdage og kl. 22 alle øvrige dage. Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

Det blev endvidere foreslået at tidspunktet kl. 23 ikke kun skulle gælde fredage og lørdage, men også dage hvor der følger en helligdag efter, fx før alle forårets helligdage og grundlovsdag. Det blev også vedtaget og bestyrelsen fik til opgave at formulere det enkelt og forståeligt i de opdaterede ordensregler.

Ole Rindtoft mente, at det bør tilføjes til ordensregler at vinduer lukkes mod gården når man holder fest. Det blev besluttet at tilføje det som en opfordring til ejendommene, da det er deres domæne. Tilsvarende gælder for altaner. 

Rikke Winter foreslog at ordensregler sættes op i opgangene for at informere især nye beboere. Der var enighed om at ordensreglerne skal gøres mere synlige men forskellige meninger om hvor de skulle sættes op. Bestyrelsen må arbejde videre med det. Rune og Bo Karl meldte sig som frivillige til at lave grafisk pæne opslag. 

5. Foreæggelse til godkendelse af foreløbigt budget for næste regnskabsår og endeligt budget for indeværende regnskabsår. 

Det omdelte budget (sidste side i årsrapporten med regnskab osv.) blev gennemgået. Bestyrelsen foreslog at vedligeholdelseudgifter vedr. gartner i 2015 blev fremrykket til 2014 til de planlagte vedligeholdelsesarbejder som omtalt i årsberetningen, så der kan bruges 120.000 kr. på gartner og vedligeholdelse i 2014. 

 

Det samlede og ændrede budget blev godkendt. 

 

6. Valg medlemmer og suppleanter til bestyrelsen

På valg var Hans Donslund, Shamirra Aisinger og Trine Otto, der alle blev genvalgt for to år. Bestyrelsen består herefter af Hans Donslund, Shamirra Aisinger, Trine Otto, Jens Hybel og Ole Rindtoft. 

Som suppleanter blev valgt Henriette Christensen (genvalg) og Rune Bagge Pedersen (nyvalg).  

 

7. Valg af revisor

Revisor Bent Bastian blev genvalgt. 

 

8. Valg af administrator

Vest-Administration A/S blev genvalgt. 

 

9. Eventuelt  

Shamirra Aisinger mente det var lidt ”tamt” at vi ikke havde loppemarked sidste år. Hvis interesse, så kunne vi holde det 16. august. Også forslag om middag og livemusik bagefter. Ole kender en jazzmusiker. Formanden gjorde opmærksom på at der er afsat 5.000 kr. i budgettet til sådanne sociale arrangementer. 

Tuborgbedet

Rune Bagge viste sit forslag til ændring af tuborgbedet og foreslog desuden en arbejdsweekend for at fjerne det. Trine Otto mente der skal indhentes flere tilbud, og udformning besluttes på bestyrelsesmøde. 

Rikke Winther foreslog en arbejdsdag en efterårsweekend for at ”redde” planter. 

Trine Otto foreslog en stenbænk i solhjørnet på det ændrede tuborgbed. Stor tilslutning til ideen. 

Poul Lindberg Sørensen spurgte til hvordan bestyrelsen arbejder videre med projektet og formanden oplyste, at der pga. økonomien må prioriteres og lægges en tidsplan for projektet.  

Rikke Winther understregede at det er vigtigt at det laves ordentligt. Tegningen ser fin ud men det skal laves i en ordentlig kvalitet. 

Enighed om at Runes forslag nyder fremme og danner grundlag for bestyrelsens videre arbejde. Der arrangeres åbent bestyrelsesmøde snarest for forslag incl skønnede udgifter præsenteres til beslutning. Der stiles mod at arbejdet kan udføres i løbet af sommeren. 

Sydlige ende af gården

Der blev skitseret en løsning i sydlige ende på en whiteboard. 

Poul pointerede at cykelstativer er største problem, og at der var ønske om stativer til skråparkering.  Det er et problem med de nuværende gamle typer cykelstativer. Også et problem at der står storskrald i området. 

Skiltning om hvor cykler må parkeres. 

Andre emner

Der blev desuden diskuteret problemet med de mange ladcykler der er parkeret rundt omkring i gården uden for områder til parkering af cykler. Bestyrelsen blev opfordret til at håndhæve reglerne for cykelparkering, dvs. fjerne ulovligt parkerede cykler. 

Rikke Winter oplyste, at der står en mc parkeret i gården. Bestyrelsen sætter skilt på om at mc-parkering i gården ikke er tilladt. 

Lene Gardelius konstaterede, at der er behov for andre cykelstativer der passer bedre til de cykler som beboerne har.  

Bestyrelsen oplyste at der holdes cykelraid en gang årligt. 

Trine Otto gjorde opmærksom på at der går en kat løs i gården fra GB 7, som skider i sandkassen og andre steder i gården.  Der skrives til ejendommen. 

Dirigenten takkede for en god lang debat og lukkede mødet kl. 22.40. 

 

København, den 25. juni 2014 

Trine Otto, dirigent  /  Hans Donslund, referent

 

Bestyrelsen: 

Hans Donslund, formand  / Shamirra Aisinger /  Trine Otto  / Jens Hybel  /  Ole Rindtoft 

 

Link til pdf: 

Referat af generalforsamlingen

Regnskab 2013 og budget 2014-15